Sagen vedrørte, hvorvidt der var grundlag for en tilsidesættelse af vurderingsmyndighedernes ansættelse af omberegnede grundværdier af fire udstykkede ejendomme pr. 1. oktober 2020. Sagsøgerne havde gjort gældende, at der var grundlag for en tilsidesættelse af ansættelserne, idet myndighederne havde taget udgangspunkt i en højere bebyggelsesprocent for ejendommene, end hvad der gjaldt for udstykningsejendommen. Spørgsmålet i sagen var nærmere, om det følger af bestemmelsen i den dagældende vurderings-lovs § 33, stk. 18, at de udstykkede ejendomme til brug for vurderingen skulle overtage vurderingsspecifikationerne fra udstykningsejendommen, herunder den konkrete bebyggelsesprocent.

Retten fandt, at det ikke følger af dagældende vurderingslov § 33, stk. 18, at nye ejendomme overtager samtlige vurderingsspecifikationer, herunder udstykningsejendommens bebyggelsesprocent, men derimod at den omberegnede grundværdi skal ansættes på baggrund af den nye ejendoms anvendelses- og planforhold i det prisniveau for det år, hvor den aktuelle grundværdi senest har ligget til grund for påligningen af grundskyld. Da retten også fandt, at vurderingsmyndighederne med rette havde lagt til grund, at de fire nye ejendomme hver havde en byggerettighed på 2.370 etagemeter pr. 1. oktober 2020, havde sagsøgerne ikke godtgjort, at det udøvede skøn kunne tilsidesættes.

Sagen angik, hvorvidt de skønsmæssige ansættelser af grundværdier pr. 1. oktober 2019 for fem ejendomme beliggende på gågaden i Y1-by skulle hjemvises til fornyet behandling. 

Sagsøgeren gjorde under retssagen gældende, at vurderingsmyndighederne ikke havde forholdt sig til seks referencesalg, som sagsøgeren selv havde fremsøgt, eftersom referencesalgene ikke var inddraget i vurderingsmyndighedernes sammenligningsgrundlag for værdiskønnet. Sagsøgeren gjorde endvidere gældende, at vurderingsmyndighedernes sammenligningsgrundlag på kun tre referencesalg ikke var tilstrækkeligt til at understøtte de af vurderingsmyndighederne opgjorte grundværdiansættelser. 

Retten bemærkede, at vurderingsmyndighederne havde forholdt sig særskilt til de seks referencesalg, som sagsøgeren havde henvist til, samt at vurderingsmyndighederne selv havde fundet tre referencesalg, og med en beskrivelse for hver af disse havde fundet, at de tre referencesalg er sammenlignelige med de påklagede ejendomme henset til den retlige anvendelse og beliggenheden. 

Retten fandt på denne baggrund, at der ikke var grundlag for at antage, at det skøn, som vurderingsmyndighederne har foretaget vedrørende grundværdien for hver af de fem ejendomme, hviler på et forkert eller mangelfuldt grundlag.

Sagen angik, om sagsøgeren for indkomstårene 2011-2015 skulle beskattes af maskeret udlodning fra et selskab registreret i Panama baseret på hævninger foretaget fra selskabets Y1-nationalitet bankkonto. Videre angik sagen, om Skattestyrelsen med rette havde opgjort den skattepligtige værditilvækst af de hævdede midler efter et skøn. 

Sagsøgeren nedlagde principal påstand om, at sagen skulle hjemvises til Landsskatteretten med henblik på afholdelse af et retsmøde, da der imod sagsøgerens ønske ikke var afholdt retsmøde ved Landsskatteretten under klagesagen. 

Subsidiært påstod sagsøgeren, at indkomstforhøjelserne skulle nedsættes og gjorde gældende, at de midler, som var indskudt i selskabet, var udtryk for et lån. 

Derudover gjorde sagsøgeren gældende, at Skattestyrelsen ikke havde hjemmel til at fastsætte værditilvæksten af de hævede midler efter, at den Y1-nationalitet bankkonto var opgjort og lukket i 2013. 

Endelig gjorde sagsøgeren gældende, at betingelserne for at genoptage skatteansættelsen ekstraordinært ikke var opfyldt vedrørende 2011 for så vidt angår udbyttebeskatningen, og vedrørende 2012-2013 for så vidt angår det skønnede afkast af de hævdede midler.  

Retten fandt, at Landsskatteretten med rette havde anset afholdelse af retsmøde for overflødigt. Dernæst fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at de hævede midler var tilbagebetaling af et lån ydet til det panamanske selskab. Derudover fandt retten, under hensyn til beløbets størrelse, at Skattestyrelsen med rette havde skønnet, at midlerne efter hævningen måtte være blevet investeret i afkastgivende formueaktiver. Endelig fandt retten, at Skattestyrelsen med rette genoptog sagsøgerens skatteansættelse ekstraordinært, idet sagsøgeren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at oplyse om formueforholdende til Skattestyrelsen.  

Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Sagen angik, om sagsøgerens fulde skattepligt til Danmark var genindtrådt den 1. januar 1999 med den følge, at han efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1, var fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 1999 til og med 2006 eller i en del af perioden, og om UK havde førsteretten til at beskatte sagsøgeren efter reglerne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og UK. Herudover angik sagen, om indkomstårene 1999-2004 kunne genoptages ekstraordinært, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og stk. 2, og om SKAT’s afgørelse var ugyldig som følge af en ubestridt sagsbehandlingsfejl.

Angående spørgsmålet om fuld skattepligt lagde retten til grund, at en kalenderoversigt udarbejdet af SKAT angav det antal dage, hvor sagsøgeren havde opholdt sig i Danmark i perioden fra den 20. juli 2001 til den 31. december 2006. På baggrund af kalenderoversigten sammenholdt med sagsøgerens oplysninger om det meget omfattende erhvervsmæssige arbejde, som han udførte, hvilket også var bekræftet af et vidne, fandt retten, at det ved sagens afgørelse kunne lægges til grund, at sagsøgeren jævnligt udførte erhvervsmæssige indtægtsgivende aktiviteter, også når han opholdt sig i Danmark. Retten tiltrådte på bl.a. denne baggrund Landsskatterettens vurdering af, at arbejdet havde den fornødne karakter af en regelmæssig, løbende personlig varetagelse af indtægtsgivende erhverv og derfor er udtryk for et fast mønster og ikke for enkeltstående arbejder, og at sagsøgeren var fuldt skattepligtig til Danmark i hvert fald i perioden fra den 20. juli 2001 til den 31. december 2006.

For den forudgående periode fra den 1. januar 1999 til den 20. juli 2001 var der ikke af SKAT fremlagt konkrete kalenderoplysninger eller andre oplysninger om omfanget af sagsøgerens ophold i Danmark. Retten tiltrådte under henvisning til kildeskattelovens § 7, stk. 1, 1. pkt., og principperne i retsplejelovens § 344, stk. 2, på baggrund af sagens omstændigheder Landsskatterettens vurdering af, at det påhvilede sagsøgeren at afkræfte en formodning om, at han allerede fra den 1. januar 1999 havde taget ophold i Danmark, og at sagsøgeren som følge heraf tillige var fuldt skattepligtig til Danmark i perioden fra den 1. januar 1999 til den 20. juli 2001. 

Angående spørgsmålet om dobbeltdomicil fandt retten af de grunde, som Skatteministeriet havde anført, at der ikke var grundlag for at statuere, at A ikke var fuldt skattepligtig til Danmark i perioden fra den 20. oktober 2002 til den 31. december 2006. Retten lagde herved til grund, at centrum for sagsøgerens livsinteresser i den angivne periode var i Danmark. 

Angående spørgsmålet om ekstraordinær genoptagelse fandt retten på baggrund af oplysningerne om sagsøgerens tilknytning til Danmark i den omhandlede periode, at det beroede på sagsøgerens groft uagtsomme forhold, at skattemyndighederne havde foretaget en skatteansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Med hensyn til reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, fandt retten, at fristen tidligst begyndte at løbe den 27. april 2009, hvor det stod klart for skattemyndighederne, at der var meget lille udsigt til at modtage relevante oplysninger fra UK, og at skattemyndighederne ved at udsende agterskrivelsen den 30. april 2009 havde overholdt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Angående spørgsmålet om ugyldighed var det ubestridt, at SKAT ved afgørelsen af 28. oktober 2009 havde anvendt oplysninger, som anklagemyndigheden havde indsamlet i strid med retsplejeloven og i strid med persondatareglerne, og at der i den forbindelse var begået en sagsbehandlingsfejl. Navnlig på baggrund af to afgørelser fra Datatilsynet af 8. februar 2019 og 26. februar 2020 fandt retten, at sagsbehandlingsfejlen ikke kunne medføre ugyldighed. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at de ulovligt tilvejebragte beviser hverken hver for sig eller samlet havde haft afgørende betydning for SKAT’s afgørelse. Som følge heraf fandt retten, at sagsbehandlingsfejlen var konkret uvæsentlig og derfor ikke kunne medføre, at afgørelsen var ugyldig. 

Endvidere fandt retten af de af Skatteministeriet anførte grunde, at skattemyndighederne ikke i forbindelse med sagsbehandlingen havde handlet i strid med EMRK art. 6, stk. 2, og som følge heraf at sagsøgerens anbringende herom heller ikke kunne medføre afgørelsens ugyldighed.

På denne baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

Et holdingselskab, som var administrationsselskab i en sambeskatning, kunne ikke under en sag om opgørelsen af sambeskatningsindkomsten få prøvet den materielle rigtighed af en forhøjelse af et nu konkursramt datterselskabs skattepligtige indkomst. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens beslutning om at afskære retsmøde. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Skatterådet fandt, at en sejlklub skulle betale lystfartøjsforsikringsafgift af en dommerbåd ejet af foreningen. Dommerbåden blev anset som et lystfartøj i medfør af lystfartøjsforsikringsafgiftslovens § 1, stk. 2.

Skatterådet fandt, at en sejlklub skulle betale lystfartøjsforsikringsafgift af fartøjer ejet af foreningen. Fartøjerne blev anset som lystfartøjer i medfør af lystfartøjsforsikringsafgiftslovens § 1, stk. 2.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at værdien af, at A fik stillet en feriebolig (et stuehus) vederlagsfrit til rådighed af H1-Fondet kunne opgøres efter principperne i ligningslovens § 16, stk. 5.

Det var Skatterådets vurdering, at A’s ret til at benytte stuehuset ikke udsprang af en aftale om ydelse af personligt arbejde. Der kunne således ikke foretages beskatning, herunder værdiansættelse, efter reglerne i ligningslovens § 16. A’s vederlagsfri benyttelse af stuehuset skulle værdiansættes efter et skøn over værdien i handel og vandel, dvs. markedsværdien, på tidspunktet for brug af godet, jf. statsskattelovens § 4. Da der var tale om en uddeling omfattet af ligningslovens § 7 V, skulle alene 80 pct. af markedsværdien medregnes til den personlige indkomst.

De kompetente myndigheder i Danmark og Færøerne har indgået en aftale om automatisk udveksling af oplysninger. Aftalen indeholder udveksling af land-for-land-rapporter.

Skatterådet bekræftede, at e-væsker med indhold af nikotin var afgiftspligtige, da de opfyldte betingelserne for nikotinholdige væsker. Forbrugsafgiftslovens § 13 a, indeholder ikke en minimumsgrænse for indholdet af nikotin.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at de modtagne bitcoins kunne afstås skattefrit, da disse anses for erhvervet som led i virksomhedens næring, det vil sige et vederlagsaktiv, hvilket udgør virksomhedsindkomst ved modtagelsen og ved en senere afståelse heraf.

Aftale mellem formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Vurderingsstyrelsen om sager som skal forelægges for Skatterådet. Den nye aftale har virkning fra offentliggørelsen.

H1 er et forbrugerejet andelsselskab, som bl.a. på baggrund af biogas leveret fra andelsselskabet H2, producer el til elnettet og varme til beboerne i Y-by. H1 er eneaftager af den biogas, som produceres i H2. H2 og H1 har begge på baggrund af deres produktion af biogas, el og varme fra Energistyrelsen opnået tilsagn om pristillæg til elektricitet produceret ved anvendelse af biogas. Hvert støttetilsagnene er knyttet til ét bestemt motor. H2 påtænker at købe biogasmotorerne af H1, der i stedet ville købe en varmepumpe. Efter ophævelsen af leveringsaftalerne vil H2 kunne sælge biogas til tredjemand i stedet for til H1. Det er muligt, at H2 i den forbindelse vil skulle betale et kompensationsbeløb til H1.

Skatterådet kunne bekræfte, at biogasmotorerne i H1 og de dertilhørende støttetilsagn skattemæssigt kan kvalificeres som et driftsmiddel omfattet af afskrivningsloven kapitel 2. Det var således Skatterådets opfattelse, at H2 som erhverver kan lade de udstedte støttetilsagn indgå i den afskrivningsberettigede anskaffelsessum, der skal indgå på den saldo, der føres efter afskrivningslovens § 5 C, stk. 1, nr. 4. Dette blev begrundet med, at støttetilsagnene knytter sig den enkelte motor og ikke kan overdrages særskilt.

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at H1’s salgs af biogasmotorerne inklusive. støttetilsagn kan fratrækkes i driftsmiddelsaldoen, og at efterfølgende anskaffelse af en varmepumpe i salgsåret eller året efter salgsåret, vil kunne udligne driftsmiddelsaldoen, således at det alene er den eventuelle negative saldo, der kommer til beskatning.

Endelig kunne Skatterådet bekræfte, at H2 ville have fradrag for et kompensationsbeløb udbetalt til H1. Efter Skattestyrelsens opfattelse måtte pådragelse af en forpligtelse til at betale kompensation i forbindelse med skift af aftager anses for et udslag af sædvanlig driftsrisiko ved udøvelsen af virksomhed som producent af biogas. Skattestyrelsen fandt derfor, at kompensationsbeløbet kunne fradrages som en driftsudgift.

Retten fandt, at et selskab registreret i Panama var et selvstændigt skattesubjekt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Retten fandt desuden, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at etableringen og administrationen af selskabet var udtryk for rene proforma-dispositioner. Retten anså derfor hævninger og overførsler for maskeret udbytte for skatteyderen. Betingelserne for ekstraordinær skatteansættelse var endvidere opfyldt. 

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet. 

Sagen angik spørgsmålet, om en række indsætninger i indkomstårene 2015 og 2016 på i alt 1.808.850 kr. på skatteyderens konto var skattepligtige. 

Skatteyderen var i 2015 og 2016 eneejer af og direktør i selskabet G1-virksomhed, ligesom han var direktør i selskaberne G2-virksomhed og G3-virksomhed, der begge var ejet af G1-virksomhed. 

Retten fandt, at der var sket en betydelig sammenblanding af skatteyderens og selskabernes økonomi. I lyset heraf og da skatteyderen ikke havde selvangivet nogen indkomst i de pågældende indkomstår, fandt retten, at der påhvilede ham en skærpet bevisbyrde for, at beløbene indgået på hans private konti ikke var skattepligtige.

Skatteyderen havde under sagen accepteret beskatning af i alt 194.070 kr. i 2015 henholdsvis 28.760 kr. i 2016 fra G1-virksomhed, G2-virksomhed og G3-virksomhed. 

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at de øvrige indsætninger, som efter skatteyderens opfattelse vedrørte overførsler mellem hans egne private konti samt indsætninger fra bl.a. hans venner og bekendte, ikke var skattepligtige. I den forbindelse bemærkede retten, at hverken skatteyderens forklaring eller revisorens forklaring, der ikke var understøttet af objektive kendsgerninger, kunne løfte denne skærpede bevisbyrde. 

Skatteministeriet blev derfor frifundet.